At vide, hvad man ikke ved

Jeg havde netop foreslået chefen et nyt tema, og han havde sendt forslaget videre til bestyrelsen. To minutter senere kom der et opkald, og jeg fik stukket en telefon i hånden.

“Det er da fuldkommen ligegyldigt hvordan indholdet er opsat – vi kan jo altid bare sætte et par ekstra kolonner ind. Menuen er da langt vigtigere! I det forslag, du har sendt, kommer menuen ikke ind fra siden, og den er heller ikke animeret! Det er langt vigtigere, og vil jo tage meget længere tid at få rettet!”

Ikke-navngivet bestyrelsesmedlem

Skæbnens ironi ville, at dette (uddrag) blev sagt på den mest nedladende måde – selvom det hele var det rene vrøvl. Og han vrøvlede videre, indsatte “vel?” og “ikke?”, efter hvert udsagn der ikke gav mening. Han forventede tydeligvis at jeg skulle trække mig, og bare give ham ret for at få fred.

Men hvordan kunne jeg det i den situation? Ja, han fik slået fast med syvtommersøm, at han mente jeg “bare” var en ansat, der ikke skulle tro at hun havde nogen indflydelse… Men det var nu engang stadig mig, der skulle implementere det nye tema vi talte om. Og jeg vidste tilfældigvis, at det han troede var “piece of cake” i virkeligheden var et evighedsprojekt, mens det han troede var virkelig essentielt og svært, ja… det så godt nok ud af meget, men det var altså kun to linjers kode.

Animationer kan hurtigt laves i CSS disse dage – hvorimod opsættelsen af kolonner på et website kan gøres på mange måder, hvoraf de nyeste og bedste ikke virker i ældre browsere… Og så er vi endda ikke kommet til det faktum, at antallet af kolonner varierer efter skærmstørrelse…

Så jeg var nødsaget til at måtte hæve stemmen for at få ørenlyd – hvilket både gjorde ham overrasket og fornærmet – kun for at få slået fast, hvad der burde have været sund fornuft: At webudvikleren selv er bedst egnet til at bedømme et web-projekt.

Hvad er “svært” at kode?

I den tid jeg har arbejdet som webudvikler har jeg opsamlet mange anekdoter om folks reaktioner, når de kommer i kontakt med kode.

De hyppigste er de, hvor en person læner sig ind over skulderen på én og udbryder: “Kan du HTML? Wow…” eller: “Hvordan kan du dog huske alt det!?”

Som regel er “alt det” kun en enkelt linje i en ny fil. Og HTML er jo det mest basale sprog indenfor webudvikling, som alt andet bygger ovenpå. Men for ikke at lyde arrogant og tage modet fra folk, er man nødt til at svare noget vagt i retning af: “Det er jo kun et spørgsmål om øvelse,” eller “Det sidder i fingrene”. Og begge dele er selvfølgelig sandt, men strejfer alligevel kun overfladen.

Sandheden er bare, at mennesker der ikke selv kan kode, heller ikke aner hvad det kræver. De ved ikke, hvordan den applikation de bestiller og betaler for, er bygget op – og de er ude af stand til at bedømme, hvad der er sværest at lave, og hvor lang tid et projekt tager.

Det i sig selv er selvfølgelig helt i orden. Folk har forskellige kompetencer.

Det, der derimod ikke er i orden, er når de vælger ikke at se i øjnene, hvad de ikke ved. Når de tror, de er kvalificerede til at beslutte noget, de egentlig ikke er… For det kan have konsekvenser for både dem selv, deres virksomhed, og den udvikler der er ansvarlig for projektet. Det kan, mildest talt, lede projektet på vildspor.

Lad mig give dig et konkret eksempel på sådan et vildspor: Min tidligere chef havde haft en snak med en “ekspert” i e-handel, og kom brasende ind på kontoret.

“Vi skal til at forberede os! Google vil indeksere vores mobilsite! Vi risikerer at falde i søgeresultaterne!”

Ikke-navngivet chef

Og ja, han havde korrekt forstået at Google havde lavet en opdatering, der betød at de først crawlede mobil-versionen af hans webshop.

Det han ikke havde forstået var dog langt vigtigere: at han ikke havde noget separat mobilsite, men et responsivt design, der tilpassede sig efter skærmstørrelsen. Det betød, at det var nøjagtig den samme side, der blev vist på en mobil og en computer. Indholdet var det samme. Siden var allerede optimeret til at loade hurtigt – selv på mobiler. Og dermed gjorde det absolut ingen forskel, hvilket Google valgte at se på først.

Så hvad var det præcis, vi skulle forberede os på, som han mente ikke allerede var håndteret? Det fik jeg aldrig noget svar på. For hver gang jeg forsøgte at fortælle ham, at der ikke var nogen grund til at gøre noget fik jeg et svar á la: “Jamen, vi får jo flere brugere fra mobiler nu, ikke sandt? Så det er den version vi skal fokusere på, ikke sandt? Og vi har da ikke råd til at lade som om denne ændring ikke betyder noget, vel?”

Men jo, det havde vi jo netop! For alt var jo sat op som det skulle.

I dette tilfælde lykkedes det mig desværre ikke at få forklaret sammenhængene (for jeg blev afbrudt ved hver indvending). Så det førte til, at der blev tilføjet et ikke-eksisterende projekt til min i forvejen bugnende liste over opgaver. Et projekt som egentlig kun eksisterede i to mænds fantasi… Fordi de ikke forstod, hvad der foregik, og foretrak at leve i deres vildfarelse, end lytte til en forklaring.

En fjer → fem høns

Det er let at sidde og grine eller ryste på hovedet af alt dette bagefter. Men disse situationer kan nu engang skabe alvorlige problemer for en virksomhed, hvis der ikke tages hånd om dem. At sætte medarbejdere til at arbejde på at løse problemer, der ikke findes, er selvsagt spild af ressourcer. Og at fejlbedømme hvad et projekt kræver, kan føre til enten 1) spild af ressourcer, eller 2) at andre (potentielt vigtigere) projekter må udskydes, når den urealistiske tidsplan ikke kan overholdes.

Så gør, hvad der skal gøres! Det er som altid et spørgsmål om kommunikation.

Det er svært at vide, at der er noget man ikke ved, medmindre man bliver gjort opmærksom på det. Men gør dig selv (og din virksomhed) den tjeneste, at du tager det til dig, når det sker.

Er du i tvivl om, hvad noget kræver, eller tror du verden er ved at gå under (for din webshop i hvert fald) på grund af en Google opdatering – så tag en dyb indånding, og få fat i en fagperson, der kender mere til de dele – og lyt til, hvad de prøver at fortælle dig i stedet for at forsøge at presse en misforståelse ned over hovedet på dem.

Afslutningerne “vel?”, “ikke?”, og “ikke sandt?” har intet at gøre i den samtale. Hvis du kun vil have bekræftelse på, at tingene er som du foretrækker at tro, så er der jo ingen pointe i at tage den snak. Lyt efter og vær åben. Om ikke andet så fordi at muligheden for, at du har gjort fem høns ud af en fjer, og at problemet er langt mindre end du forestillede dig, jo trods alt er til stede.

Og sidst men ikke mindst er vi jo trods alt bare mennesker. Ethvert samarbejde kræver at man investerer tid og energi i kommunikation – for ingen er tankelæsere. Desværre.

Men hvor kunne det dog hjælpe, hvis alle bare var klar over, at deres forståelse af ting er begrænset af deres erfaring – eller mangel på samme. Hvor kunne det dog hjælpe, hvis ingen havde skrøbelige egoer, de kæmper for at holde oppe, ved at nægte at indse, at der er mulighed for, at deres manglende forståelse måske har medført misforstået eller overdrivelser.

Det ville i hvert fald være en god begyndelse. For læring starter i det øjeblik, man indser, at der er noget man ikke ved.

Er du interesseret i et samarbejde?