Design · marts 6, 2019 0

Design: Fjordstudio logo

Dette logo / touch icon blev designet til brug på GitHub, hvor det var “ansigtet” på mine Open Source projekter. Jeg havde den idé at kombinere en malerpensel med åben – og lukke tags fra HTML ( dvs. < /> ). Men da jeg begyndte at skitsere penslen, blev det simpelthen for gnidret, taget i betragtning at logoet i de fleste tilfælde ikke ville vises større end 30×30 pixel. Så penslen blev skrottet, og et kalligraferet f blev indsat i stedet. Tag-idéen holdt dog stadig vand, da det trods alt var kode-relateret – og jeg valgte at holde dem i en mere kantet og teknisk udseende skrifttype, da det jo var kode der var tale om. Til sidst indesluttede jeg disse elementer i en cirkel, som jeg kæmpede længe for at beslutte udseendet på. Jeg vidste at jeg ønskede en cirkel, da så mange andre brugte firkanter med afrundede hjørner á la iOS, og jeg ønskede at silhuetten skulle være anderledes.

Farverne

Farven var dog et svært valg, og det tog mig 4 forsøg at finde den rette kombination. Den skulle både signalere kreativitet og kode – uden at der skete for meget til, at logoet kunne fungere i et lille format.

Først prøvede jeg en blegt grøn/turkis, fordi det var en farve der sjældent bruges til webbrug, og jeg derfor vidste at den ville skille sig ud – med logoets centrale elementer i sort tekst, for mest mulig kontrast. Det fungerede dog ikke optimalt – logoet blev ikke tydeligt nok. To versioner af den turkise farve blev skrottet, og så gik jeg over til at tænke i retning af en IDE. Kode på skærmen. Måske var sort tekst på farvet baggrund ikke den rigtige vej at gå? Måske var farvet tekst på mørk baggrund i virkeligheden det, der bedst symboliserede Open Source kode. Den mørke baggrund måtte dog ikke blive helt sort, da det ville overdøve “indholdet” – så jeg endte med en varm mørkegrå. Og deri forsøgte jeg mig så med flere forskellige farver tekst. Bogstaver og tags i forskellige farver, som hvis det var kode. Men det signalerede bare ikke kreativitet. Og den komponent ville jeg også gerne have med. Til sidst fandt jeg på at kombinere farverne til en gradient – og fylde alle tegn med den. Den mørke baggrund med den farvede tekst, samt tegnene omkring f’et symboliserer kode, men farveovergangen og det kursive ‘f’ symboliserer kreativitet.