Webudvikling · februar 26, 2020 0

Website: Dekomaler

Da jeg begyndte at forberede min første kunstudstilling (planlagt til marts 2020), vidste jeg godt at jeg skulle bruge et website. Og det blev til i form af Galleri Gulfeldt. Men et halvt års tid senere, da jeg sad og var led og ked af mit udviklerjob, og tanken om at kunne fokusere mere på min kunst voksede, blev jeg klar over at jeg egentlig havde brug for noget andet og mere end blot en mulighed for at vise værker frem online. Det, jeg nød mest af alt, var at arbejde på monumentale projekter. Store vægmalerier og deslige. Men det var sjældent at jeg fik muligheden. Men hvad nu hvis folk var interesserede i at betale for det…? Hvad hvis jeg kunne få kommissioner på den slags opgaver? Jeg havde dermed fået brug for et website, der var beregnet på salg og oplysning. Et website, designet til at tiltrække potentielle kunder. Og et website der fokuserede mere på produkter (vægmalerier, kunsthåndværk) end på “kunstværker”. Og domænet dekomaler.dk viste sig at være ledigt…

Sådan ser forsiden ud

Om designet

Jeg ønskede et så moderne design så muligt. Lyst, klare farver, bannere med billedbaggrund i fuld sidebredde. Store elementer med tydelige hover-effekter. Min største udfordring i den forbindelse var, at jeg manglede relevant billedmateriale. Og jeg ønskede ikke at bruge stock photos, da siden jo gerne skulle afspejle mine egne projekter / evner. På forsiden endte jeg med som topbanner at kombinere to bølgeformede SVG paths med et baggrundsbillede af et maleri jeg har lavet, der forestiller en bølge. Og på banneret længere nede ad siden, indsatte jeg et nedtonet billede af mig, stående foran et maleri af Asger Jorn. Logoet blev et ikon der forestiller farvekort, og farverne på siden er samplet derfra – såsom f.eks. de blå nuancer i banneret, og de grønne knapper.

Fremtidsplaner

Ja, som du nok kan høre havde jeg egentlig store planer for siden – dengang jeg sad fast i et udviklerjob og bare længtes væk. Men men men… Livet er i mellemtiden sket, og jeg står et helt andet sted i dag. Så sandheden er, at den eneste grund til at siden stadig eksisterer, er at jeg er meget øm omkring designet. Det tog mig lang tid at lave, og jeg elsker det.

Men ja, sidens dage er talte. Den får lov til at køre indtil næste regning kommer, og så bliver den lige så stille lagt i graven. Så snart jeg har fået dokumenteret hver eneste side og UI animation. 😋